Hoopers handler om glæden ved bevægelsen – uden glæde, ingen fjerndirigering!
Hoopers er en hundesport for ALLE hunde og hundefører.
Hoopers fokuserer på bevægelse og afstand. Bevægelsen skal hunden primært stå for, men det foregår altid i niveau med jorden og i bløde buer. Netop derfor er Hoopers en blid sport for alle alderstrin fra junior til senior hunden. Hoopers er også både for den løbeglade, hurtige hund og for den lidt langsommere, mere eftertænksomme hund. Det er det, da fokus er på hundens glæde ved og forståelse af de enkelte forhindringer – ellers får vi ikke den langsommere hund på afstand eller den hurtige hund til ikke blot at løbe i store buer.
Helt simpelt, så er Hoopers en hundesport, hvor hunden løber en bane imens hundeføreren stort set står stille. Netop dette gør at sporten også egner sig til alle hundeførere uanset kondital eller eventuelle skavanker.
Da fokus er på glæden i øvelserne, og ikke på en færdighed, som er absolut nødvendig for at få hverdagen til at gå op (hvor glæde dog også bør være en del af indlæringen), er Hoopers også en fantastisk hundesport til at opbygge en god relation imellem hund og hundefører – en relation, der er vigtig for både hund og menneske i hverdagen sammen.
Vær opmærksom på, at i Hoopers vil det oftest være dig som hundefører, der modtager konstruktiv feedback. Hunde er fantastiske til at læse vores kropssprog, og den evne bruger vi aktivt til at fjerndirigere dem i Hoopers. Det kan være motorisk svært for os mennesker helt at styre vores kropsprog, så oftest når hunden laver en ‘fejl’, så er det faktisk os hundeførere, der selv skaber fejlen med vores kropssprog. Ønsket er selvfølgelig at sætte din hund op til succes, så forvent en stor portion kærlig ment feedforward på hvordan du placerer og bevæger dine hænder, skuldre, brystkasse, ben og fødder.
Hos MONRAD hundetræning tilbydes Hoopers træning som enetimer eller weekendkurser.
Jeg holder et Hoopers weekendkursus ca. en gang om måneden med plads til 4-8 deltagere (1-2 hold; 400 kr. per gang). På disse hold er hundene på en af gangen. Ønsker du at høre mere om denne mulighed, så skriv en mail til monradhundetraening@gmail.com. Jeg anbefaler generelt at starte med en enetime inden deltagelse på weekendkursus, så vi kan lærer hinanden at kende og du kan lære noget grundlæggende om Hoopers først.
Enetimer kan også bookes ved at skrive en mail til monradhundetraening@gmail.com. Prisen afhænger af, hvor vi skal være og om jeg skal medbringe mine egne forhindringer – se mere her.
